Anmeldelse: MotionX Poker

Titel: MotionX Poker
Type: Spil
Genre: Terning/Poker
Pris: 30.00 Kr.
Størrelse: 7.6 MB
Nuværende version: 1.11
Anmelder: Mark Østergaard
MotionX Poker er et terningespil baseret på en avanceret fysik-motor, der beregner og animerer terningekast i real-time. Spillet indeholder to forskellige game-modes; “Poker” og “Zen Dice”, hvoraf sidstnævnte blot er frit forbrug af fem terninger til hvilket som helst formål man nu har lyst. Poker derimod er en slags simplificeret udgave af almen poker, hvor formålet ligeledes er at få den højeste og sværreste kombination, og dermed slå sin modstander. For at nå dette mål har hver spiller 3 terningkast. I MotionX Poker spiller man mod en kunstig intelligens, og starter med små væddemål. Når først man har vundet flere penge kan man købe sig ind ved et bord, hvor indsatsen er højere og hvor den kunstige intelligens er knapt så tåbelig til at regne statistikken i sine træk ud, hvormed ens chancer for at vinde formindskes. Ganske ligetil. Undervejs kan man vinde nye terninger, samt forskellige medaljer for diverse kombinationer man laver i spillet.
Interfacet er enkelt og ligetil, hovedsageligt fordi det er meget begrænset hvad man kan eller har behov for at skulle kunne. Det føles meget naturligt at ryste telefonen for at kaste terningerne, og resultatet er et flydende og imponerende realistisk animeret terningekast. Efterfølgende rører man blot de terninger man vil gemme og ryster igen for at fortsætte spillet.
Spillets afgjort største force er blær-faktoren når man ryster sin iPhone og ser de fem 3D-terninger vælte rundt på skærmen, støde mod hinanden og væggen før de endelig lægger sig til ro. Det er meget overbevisende og gør tydeligvis god brug af iPhone’s grafiske og beregningsmæssige kapacitet.
Spillets største svaghed derimod er, at i modsætning til rigtig poker, så afhænger forøgelsen af din gevinst udelukkende af hvor poleret din sandsynlighedsberegning er. Elementer som at bluffe og at skulle aflæse sin modstander, som er med til at gøre rigtig poker til så gennemført et spil, er altså ikke til stede her, hvilket godt kan være en betydelig turn-off for de fleste. Desuden havde det været rart med en mulighed for at spille i en 2-player mode, eller mod andre iPhone/iPod Touch-ejere via WiFi eller Bluetoth.
Hvad angår langtidsholdbarheden af spillet, så afhænger det hovedsageligt af hvad der sker i fremtiden. Som spillet ser ud nu er det kun muligt enten at spille terningepoker mod en kunstig intelligens, eller benytte spillets fem terninger til frit at kaste med til et selvvalgt formål. Selvom holdbarheden af terningepoker bliver strukket af de implementerede konkurrence-elementer, og det kan være ganske underholdende at skulle kæmpe sig op til større borde eller svære kombinationer, så har terningepoker i sig selv en forholdsvis snæver underholdningsværdi. Skulle firmaet bag spillet dog vælge at udvide udbuddet af spil samt tillægge muligheden for at spille mod andre mennesker ville det øge spillets værdi betydeligt. Det må vi imidlertid vente på de næste par opdateringer for at se hvorvidt bliver tilfældet. Indtil da får spillet en karakter på 3.5 ud af 5, hvoraf en stor del af fortjenesten går til spillets blær-faktor.
Del artiklen:
  • email
  • Twitter
  • Facebook
  • Digg
  • LinkedIn
  • Google Bookmarks
  • del.icio.us

One Comment

supdk

13. aug, 2008

Det du skriver med at spilles svaghed er at det ikke er ligesom rigtigt poker.

Nu er Dice Poker/Terning Poker en del ældre end iPhonen, og computeren generalt.

Det er et gammel spil. Kan huske jeg har fundet poker terning i min morfar rodeskuffe da jeg var mindere.

En anden forskeld er at fuldt hus slår en straigth, men i terning poker er det omvent, da med terningerne er sansynligt sævre at få en straigth end et fuldt hus.

Men et hyggeligt spil, til at få tiden til at gå med

Tilføj kommentar

Du skal være logget ind for at tilføje en kommentar.